Aase Bak Nielsen, 90 år, beboer på plejehjemmet Kristiansminde, Roskilde
Aase er netop kommet på plejehjem, som coronavirussen for alvor spreder sig i Denmark. Det har resulteret i en form for isolation, hun aldrig har prøvet før, hvor hun ikke har kunnet få besøg af sin familie.
Som de fleste efterhånden ved, så er de ældre i højrisikogruppen og Aases plejehjem er, som så mange andre i lockdown
og tillader ikke besøg udefra.
De eneste der kommer ind er personalet.
Aase har, grundet en special form for Parkinson mistet store dele af sproget. Men på spørgsmålet om hun læser aviser og flger med i Corona situationen, svarer hun ja.
Vi spørger hende også om det er bekymrende,
hvilket hun svarer klart ja til.
Til sidst spørger vi hende, om hun er ked af ikke at kunne have kontakt til sine nærmeste, hvilket hun også svarer ja til.
Tejs Møller, 38 år, Laura Vibeke Friis Nielsen, 32 år, Fur
Tejs er lektor på pædagoguddannelsen og Laura arbejder som konsulent i Fora.
De havde oprindelig planlagt ferie fra 9. marts og en uge frem i et sommerhus på Fur. De har begge ferie til mandag i næste uge og har besluttet at blive i huset indtil da. Hvad der derefter sker, er de begge usikre på.
“Vi prøver så vidt muligt at holde ferie. Vi ser selvfølgelig nyheder og holder os opdateret. Vi tager alle forholdsregler, men mentalt er det rart for os at holde fast i, at vi er på ferie. Det er en form for mental hygiejne.
Vi bor normalt sammen i et kollektiv i Valby.
Vi er syv mennesker i et hus. Vi tror det er godt for alle, at vi ikke befinder os der lige nu. Så meget plads, er der heller ikke derhjemme, og heroppe er vi nærmest helt alene. Her er smittefaren nok så minimal, som den overhovedet kan blive.
Vi er fanget det helt rigtige sted.
Vi er selvfølgelig rigtig bekymrede over de effekter, corona har for de berørte mennesker og for vores velfærdssamfund.
Samtidig er konsekvenserne af den krise vi står i nu meget små i forhold til konsekvenserne af den økologiske-krise vi står overfor.
Vi håber inderligt, at coronaen vil blive set som en slags generalprøve på den handling, der skal til på klimaområdet. Vi ser lige nu en enormt stærk politisk handlekraft, hvilket også er hvad klimaet og planeten har brug for, hvis vi fortsat skal kunne leve her. Samtidig ser vi allerede nu de positive effekter, det har for klima og miljø, når store dele produktionen og transporten er lukket ned. Det synes vi, giver håb.”
Carina Lundqvist Mandal, 43 år, Amager
Carina er pædagog og hjemsendt fra skolen, hvor hun til daglig arbejder. En stor del af hendes arbejde består i skriftlige opgaver, som godt kan løses fra hjemmet.
Hun står standby i forhold til at møde ind som nødberedskab på skolen, men det har indtil videre ikke være nødvendigt på hendes arbejdsplads. Carina har tre børn, Frigga, Tinus og Nilas.
“Vi prøver så vidt muligt at holde en hverdag herhjemme. Jeg prøver så at bruge min erfaring fra midt daglige arbejde, så vi kan strukturer en form for hverdag med skolegang blandet med leg ind imellem.
Den nye hverdag er blot en ny form for hamsterhjul, et hjul hvor der er mere plads til nærvær og tæthed med mine børn. Vi gør meget ud af at holde hverdage, men også at holde weekend, når det er weekend.
Jeg kan være bekymret for, at det her kommer til at tage meget længere tid. Jeg er også bekymret for, hvordan det påvirker mine børn og deres sociale relationer.
Derudover er der selvfølgelig bekymringen omkring, hvordan det kommer til at ramme arbejdsmarkedet og landet som helhed. Det er bekymrende,
hvis det her skal forsætte til på den anden side af sommerferien.
Men det værste er, at min far startede i strålebehandling mod kræft, netop som Coronaen ramte Danmark.
Vi kan ikke besøge ham og han er ekstra udsat i disse tider.
Det er super hårdt.”
Morten Brok, 32 år, Vesterbro
Morten er cand.comm i Kommunikation & Kultur- og sprogmødestudier.
Derudover spiller Morten musik, hvor han blandt andet havde udsigt til spillejobs på branchefestivalen Spot i Aarhus, indtil denne blev aflyst grundet Corona-virussen. Ved siden af musikken var Morten indtil for nylig ansat på timebasis som kok – et job han mistedede, da lockdown-tilstanden startede, og forretninger og vante arbejdspladser begyndte at lukke ned i det danske land.
“Jeg føler, man skal være lidt ekstra forsigtig med sin selvmedlidenhed i disse dage. Men det er klart, at jeg også er udfordret. Jeg må betegne mig som jobsøgende, og det er selvfølgelig en usikkerhed for mig, at jobmarkedet, ligesom alle andre dele af samfundet, befinder sig i denne helt ualmindelige tilstand, som vi ikke ved, hvor længe varer.
Det hele føles sat på hold.
Personligt kan jeg have ret svært ved at skulle vente sådan på ubestemt tid. Det er frustrerende for mig ikke at vide om alt det her varer en måned, to eller tre.
Der er selvfølgelig forhold, der bekymrer mig mere lige nu, men jeg håber også helt egoistisk på, at nedlukningen er hurtigt overstået, så jeg kan blive genansat på mit nu gamle arbejde, og vi kan begynde at mødes og arbejde med musikken igen. … vi er lige nu kun i anden uge af alt det her.
Det er både skræmmende og spændende at følge med i udviklingen og alle de tiltag, der bliver gjort løbende, som jo også både kan og vil rykke på det samfund, vi skal have på benene igen efter alt det her.
Jeg bruger en del tid på at lave mad herhjemme. Det beroliger mig.
Det tager toppen af rastløsheden. Derudover forsøger jeg bare at omgive mig med forskellige projekter. Jeg har et program til musikproduktion, jeg gerne vil lære bedre at kende, en tromme, jeg gerne vil have bygget om og et køkken, jeg længe har danset rundt om at få renoveret.
Der er på den måde rigeligt, jeg kan bruge min tid på.”
Lars og Karen Heerfordt, 73 og 74 år, Listed på Bornholm
Lars og Karen lever til daglig en pensionisttilværelse.
De går til spansk, fransk og gymnastik.
De er aktive og går lange ture på øen og Lars har sine egne bier, som han passer på daglig basis.
Derudover pendler de normalt meget til Sjælland, hvor de har både sommerhus, børn og børnebørn, som skal passes.
“Vi har desværre ikke set vores familie siden midten af februar.
Det savner vi virkelig meget. Derudover, så er alle de ting vi normalt går til, blevet aflyst. Nu bruger vi tiden på at passe haven og gå mange lange ture. Det er en ting, de er gode til her i Listed, altså at gå ture. Men nu ser vi pludselig også forældre og deres børn.
Det er fantastisk at se,
hvor meget samvær det her har bragt med sig for nogen.
Vi er selvfølgelig bekymrede for at blive smittet.
Vi er jo i risikogruppen, og vi kender en, der er blevet smittet, som er meget syg derhjemme.
Det er ikke så rart at tænke på. Men der bliver jo gjort voldsomme tiltag, og det er en vild indgriben i folks liv.
Vi mærker det ikke så kraftigt, men det ved vi, at andre gør. Det spændende bliver blot, om der kommer en positiv effekt ud af det på den anden side. Måske folk forstår at de ikke behøver alle mulige unødvendige ting, og at de skulle stoppe med at arbejde så meget.”
Anders Bruun, 39 år, Maria Bruun-Schrøder, 35 år, Hillerød
Anders arbejder som skolelærer og Maria er projektansat i en privat virksomhed. De have begge planlagt barsel og en rejse på 14 dage til Spanien, inden Coronaen kom til Danmark. I stedet er de nu begge hjemme og har deres hverdag med deres tre børn, Frida, Bobbi og Viggo.
“Herhjemme er det lidt som om, det er søndag, på søndag, på søndag.
Vi har da lavet et ugeskema og delt dagene lidt op i formiddag og eftermiddag. Men det føles alligevel ret meget, som om dagene gentager sig selv. Vi ser ikke rigtig nogle mennesker. Hverken moster eller bedsteforældre har vi set. Frida har en fast lege kammerat, men ellers ser vi ikke nogle mennesker ud over vores egen lille familie.
Vi prøvede at arbejde lidt hjemmefra, men det er rimelig svært med tre børn i huset på samme tid. Det er svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men det lugter lidt af noget, der kan komme til at tage rigtig lang tid. Vi har i hvert fald helt mentalt indstillet os på at det sagtens kan komme til at vare helt til sommerferien. Så vi må være solidariske, og så må vi danskere der ikke er så hårdt ramt, bidrage med mere og hjælpe dem, der er ekstra udsatte.”
Amalie Viktoria Gammelgaard, 24 år, Nordvest i København
Amalie er journaliststuderende. For en uge siden fik hendes søster og søsterens kæreste konstateret Corona. Derfor har Amalie nu siddet en uge i karantæne.Hun har ikke udvist nogle symptomer, men mangler stadig en uge, før hun igen kan mødes med andre mennesker.
“Til trods for min karantæne så prøver jeg at bevare en hverdag. Jeg har lavet et lille uge skema med tidspunkter for forskellige aktiviteter.
For eksempel kan jeg om formiddagen vælge mellem at læse en bog eller løse krydsord. Jeg holder frokost fra 12 til 13.
Jeg skal minimum ud og trække noget luft to gange om dagen,
og jeg må først tænde for fjernsynet, når det er blevet aften.
Jeg har altid været ret glad for at omgåes med andre mennesker.
Det er mega hårdt at være udfordret på det sociale.
Jeg savner mine venner helt vildt.
Men jeg har faktisk altid godt kunne finde ud af at være alene,
jeg nyder det bare slet ikke på samme måde i den her situation.
Desværre ser det jo ud til at få fatale konsekvenser på verdensplan.
Der er mange steder virussen ikke har ramt sådan for alvor endnu.
Mange af de steder er lande uden samme sygehusvæsen som vores.
Det frygter jeg lidt.
På den positive side har vi til gengæld allerede set store
forandringer i forbruget og med hensyn til forurening.
Asger Aaskov Mortensen, 38 år, Therese Berring Mortensen, 35 år, Klitmøller
Asger og Therese er selvstændige iværksættere. De har sammen et kreativt produktionsbureau, hvorfra de tilbyder visuelle løsninger i form af design, grafik og fotografi, primært til modebranchen i Danmark. S
ammen har de børnene Svale og Hjørdis-Alba.
“Vores økonomiske grundlag er fuldstændig blevet revet væk under den her krise. Vi har fået aflyst mere end 80 procent af vores planlagte produktioner, og vi regner med at meget mere vil blive aflyst.
Men vi holder på at leve med en solidaritets tankegang, hvis vi kommer ud på den anden side med bare lidt skind på næsen, så er det bedst for alle.
VI har opfundet et koncept derhjemme der hedder ‘vores uge’.
Vi holder sådan set børnehave og skole, senere er der leg og en tur til stranden, der er også noget alene tid til mor og far og vi mødes alle sam- men til frokost midt på dagen. Vi kopiere egentlig bare de elementer som pigerne kender fra deres normal hverdag.
Det er jo fantastisk at have så meget tid med sine børn og det er læreridt – for alle parter. Det er godt nok med at nyde det, for hvem ved, hvornår vi igen kan bruge så meget tid med vores nærmeste.
Vi håber på, at vi alle kommer klogere ud på den anden side. Det åbner op for tankerne om, at vi skal hjælpe hinanden. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi håber på, at vi mennesker generelt set, vil blive bedre til at forstå hinanden efter den her krise.”